I Uvejr

Etter kvart har Bøfjerding fått mange vennar rundt om i landet, folk som tenker på oss når dei kjem over «gammelt» - og anna som vi kan ha interesse av. Ein av dei er Magne Heide, som studerer i Oslo, og som i annan samanheng har bladd litt i hundre år gamle aviser.

Mandag den 8de Mars d.M. reiste Jakob Peder­sen Bredvig i Skjærstad, roende Vinterfiske paa Røst i Lofoten, tidlig for at trække sine Garn; samtlige Baade var ude, da Vejret om Morge­nen var ganske godt. Uheldigvis var Strømsætningen saa stærk, at Jakob ikke fandt sin Sætning; men ledte næsten hele Dagen efter den. Henimod Middag begyndte det at blæse fra Syd, og efterhaanden øgedes Vinden til en Storm, saa at alle Baade begyndte at krydse tillands, da de var paa ytre Side af Røst. Jakobs var den siste Baad.

Storm fra Syd er den farligste for Røstfiskerne, naar de har sine Garn paa ytre Siden; blot ved langvarig Krydsning kan man da vinde til­lands. De andre Baade kom efterhaanden til­lands; ogsaa vore Venner havde godt Haab; ti uagtet de sejlede med 6 Klør tilbords, var de dog efter lang Anstrængelse naaet tæt under Land, men, o Rædsel da de maatte sætte den 7de Klo, revnede Sejlet aldeles istykker. Man tænke sig de arme Menneskers Tilstand; Redning fra Land var ikke at tænke paa; med den visse Død for Øje maatte de lændse unna den rasende Storm lige mod Nord ud i det frygtelige Ishav. Kl. kunde da være mellem 5 á 6; Stormen og Snefolk rasede saa, at man næsten ikke kunde se hverandre i Baaden.

Natten brød frem, og man havde nu ved Hjælp af lidt Snøre faaet Sejlet lidt istand; men det var saa skrøbeligt, at man maatte holde den lille Sejllap mellem Hænderne. Varme Bønner fra deres Hjerter steg nu til ham, «som kan Stor­men binde og lede Bølgen blaa;» men for menneskelige Øjne syntes Redning her umulig. Vel rendte Baaden, styret af en sikker Hand, med rasende Fart gjennem de uhyre Bølger; men den Kurs, de maatte styre, førte dem længere og længere ud fra Land; at forandre Kurs og komme i Nærheden af Land, var den visse Un­dergang.

Som den druknede griber efter Halmstraaet, greb ogsaa disse haardt prøvede Mennesker ef­ter Haabet om, naar Dagen kom, at blive antruffet af et eller andet Skib; men paa den Aarstid sker saadant yderst sjeldent. At sejle Bidevind var umuligt, saa ødelagt var Sejlet. Arme Men­nesker!

Stakkels Fisker og Sømand! hvormangen frygtelig Dødskamp maa du ikke udholde! Vore Venners Tilstand var næsten haabløs; men Her­ren giver Mod og Kraft i Nøden. Det var en Lyk­ke i Ulykken, at de ikke fandt sine Garn, saaledes havde de nu i denne Nød en let lastet Baad, der var stor, ny og stærk, og viste sig at være en udmærket Sejler.

Kompasset bortskylledes af en Styrtsø, der fyldte den agtre Del af Baaden og nær havde bortskyllet 2 Mand. Nu vidste man ikke længer, i hvilken Retning det gik; Natten var bækmørk, og de rasende Bølger truede med hvert Øjeblik at opsluge det lille Fartøj; men den kjække Høvedsmand tabte ikke Modet og styrkede sine 6 Kammerater, for det meste Unggutter; 2 gjorde sin første Vintertur.

Paa nordre Side havde man den frygtelige Moskøstrøm, hvorledes vilde det vel gaa dem i den? Ja hvorledes? Herren alene ved det, hans Magt er stor og hans Veje underfulde. Uden at de Nødlidende kunde mærke det, havde Vinden drejet sig mere vestlig, og da de maaske var 8 á 10 Mile ud fra Land, havde Strømmen tabt sin største Kraft, dog steg Nøden her til det Højeste; ti 3 Gange styrtede Søen over den agtre Del af Baaden og fyldte den; men som en sand Kjæmpe hævede den sig, og man fik den lænset; saaledes viste sig ogsaa her Herrens stærke Haand. Kjæmpende mellem Liv og Død holdtes det saaledes gaaende den lange Nat, en frygtelig Nat for dem.

Da det gryede mod Dag og Snefokket lettede, troede de, at de var langt ud i Ishavet; men hvo kan beskrive de ængstede Menneskers Forbau­selse og Glæde, da de ret forud opdagede et stort Land! Med tak til Gud saa de nu, at han alene havde styret deres Vej gjennem de fraadende Bølger. Men hvor var de henne? Ingen af dem vidste det. Underfuldt var de frelst af Dødens Svælg. Paa Grund af Vindens Omsving til Vest om Natten, havde de sejlet i en stor Bue om­kring Vestlofoten og var nu komne til Bø i Vesteraalen; fra Røst hertil 22 Sømile; men da de havde sejlet i Bue, havde de tilbagelagt en langt større Strækning i denne forfærdelige Nat.

I al Magelighed kunde de nu Kl. 8 Morgen sty­re ind i god Havn paa Venje, og saa vel sørgede Herren for disse udmattede og forfrosne Men­nesker, at de i Handelsmand Rusing fandt en Mand, som baade havde Evne og Hjerte til at yde dem al Hjælp og Vederkvægelse, ja han vi­ste sig som en Hædersmand mod dem. Nu var deres Kræfter ogsaa udtømte og Høvedsmanden sagde, at medens han sad i Baaden følte han sig stærk og vel; men da han kom paa Land, var baade han og de andre neppe istand at gaa.

I Rusings gjæstfrie Hus har de nu i 8 Dage havt det godt, og vi haaber at Herren nu har ført dem lykkelig til sit midlertidige Hjem paa Røst. Mindet om denne Nat vil dog gjennem hele Li­vet staa manende for deres Sjæle. Undertiden hænder det, at Fiskere fra Udsiden af Lofoten i Uvejr fordrives hertil, og uagtet Storm og oprørt Hav, lande i god Behold; men et Tilfælde som dette, har aldri hændt; - alle er enige i, at det er et stort Guds under.

Bø i Vesterålen i Mars 1880

Paulsen

(Frå VERDENS GANG no. 40 Tirsdag 6te April 1880 - 13de Aarg).