Jakthytta på Langmoa

Et intereressant eksempel på fellestiltak i Bø fra tida omkring 1900 er etableringa av Bø jaktforening som bygde jakthytta på Langmoa.

Hytta og rettighetene blei leid ut på åremål til engelske storfolk, som gjerne ville drive jakt og sportsfiske i Norge. Det krevde at grunneierne opptrådte i felleskap, og etter initiativ fra William Martinussen, Straumsjøen og Simon Haug, Forøya, blei Bø jaktforening stifta på et møte i borgstua på Bø prestegård den 7. okt. 1894. Alle som møtte fram, skreiv fra seg jaktretten i den tida engelskmennene var her. Leia av rettighetene blei satt til 1 000 kr. året i 10 år. Men dette medførte at tradisjonell jakt, fangst og fiske, som brukerne tidligere hadde drevet, måtte stoppes, og alle ressurser stilles til disposisjon for leietakerne. Protokollen fra årmøtet i Bø jaktforening 1896 gir et innblikk i hvordan dette blei tilrettelagt for de utenlandske leietakerne: ”Rypejagten og ferskvandsfiskerierne har iaar som i fjor været bortleiiet til M. Logan for den samme sum som i fjor – Kr. 1 000,-. Leieren udtalte sin anerkjendelse over den maade, hvorpaa jagtforeningen havde søgt at frede om rypebestanden, idet der den sidste forløbne vinter var benyttet garn som fangstredskab saa vidt vides. Mr. Logan traf ihvertfald ikke under jagten iaar udsatte garn, noget som hyppig hendte foregaaende aar.

Men fredningen af ferskvandsfiskerierne har det derimod ikke gaaet syndelig fremad, idet der fremdeles noksaa hyppig drives rovfiske med ulovlige redskaber og med sperring af elveløb. Da bestyrelsen ikke er i tvivl om, at vore elve og vand, naar de gjennem et længere tidsrum blev fredede vil de faa en meget rig ørret og laxebestand, der vilde kunne skaffe en ganske betydelig indtegt, har vi tænkt for at værne om denne herlighed at indbyde generalforsamlingen (til) at fatte følgende beslutning: Det paalegges grundeierne at paase 1) at ingen andre end eierne driver fiske i foreningens elve eller fiskevand, 2) at ingen grundeier bruger garn eller not under den lovlige maskevidde og at aldrig noget elveløb eller sund spærres, 3) at der ikke drives fiske i fredningstiden.” I 1898 sies det at leietakerne har ”udtalt sin anerkjendelse med den maade hvorpaa foreningen har søgt at frede om rypebestanden og ferskvandsfisket. I aar fandtes kun et garn i marken. Ørretbestanden var efter mr. Logans mening betydelig øget og, udtalte han, at med fortsat og effektiv fredning vilde ørret og laksebestanden blive til en ikke uvæsentlig indtægt for foreningen.” Jakthytta på Langmoa stod på bygsla gunn, men husa tilhørte Bø jaktforeneing.

I 1908 blei ”mr. Logans huse og eiendele paa Langmo” solgt til Mr Bennett, som ”overtager husene og eiendelene paa Langmoen for den tidligere fastsatte pris kr. 500, (…) Indtil fuld betaling sker er husene og eiendelene paa Langmoen jagtforeningens eiendom,” heter det i protokollen til Bø jaktforening. Inntektene som jaktforeingen fikk skulle brukes til felles nytte for lokalsamfunnet. I 1898 vedtok styret at all netto inntekt – 950 kr – ”overdrages overdrages herredstyrelsen til disposisjon, dog saaledes at de anvendes til den af staten understøttede veibygning.” Herredstyret søkte i 1902 jaktforeninga om at pengene for ettertida måtte bli stilla til herredsstyrets disposisjon til vegvedlikehold og fortsatt vegbygging, og det gikk jaktforeninga med på. Det aller meste av midlene blei brukt til vegbygging, men det blei ogso gitt tilskott til kaier og til kirkeorgel både i Bø og Malnes.